I næste uge har jeg ferie. I lang tid. Hele 3 uger faktisk. Den kommer på et tidspunkt, hvor jeg er ved at afslutte et forløb i coaching mod stress. Det var tilbage i marts, at jeg opdagede, at noget var helt galt med mig. Jeg var opfarende overfor min familie. Jeg var nervøs og kunne ligesom ikke koncentrere mig. Min hustru havde på det tidspunkt sagt flere gange, at jeg er stresset. Jeg lyttede ikke til hende, men den dag, hvor jeg virkeligt fik hjertebanken og næsten ikke kunne trække vejret, måtte jeg erkende, at jeg havde brug for hjælp.
Henvist til stresscoach
Lægen henviste mig til en stresscoach, som jeg så har været i behandling hos siden da. Det er nu 4 måneder, siden jeg startede. I de første 6 uger af forløbet var jeg sygemeldt fra mit arbejde. Derefter begyndte jeg at arbejde igen. Først i få timer dagligt, senere er det så blevet optrappet til fuldtid. Nu kommer ferien så, og jeg tror, det er fin timing, fordi jeg får tid til at tage den med ro igen.
Venlig arbejdsgiver
Min arbejdsgiver er en venlig mand, som har fuld forståelse for, hvad stress er. Han har selv været igennem et meget langt forløb. Han var faktisk lidt lettet, da jeg ringede op, og måtte sygemelde mig. Han kunne godt mærke, at jeg ikke havde det godt. Han fortalte mig, at han er glad for, at jeg endelig fik taget en beslutning om, at stresscoaching vil være den rette vej for mig. Han var faktisk en stor støtte. Ikke på den økonomisk front. Næ, han har jo en forretning, der skal kunne betale sig og med en del stressende opgaver. Men på den mentale front var det vigtigt for mig at vide, at han ville vente på, at jeg kom tilbage igen på arbejde. Jeg er sikker på, at efter firmaets sommerferie vil jeg vende tilbage med mere selvtillid og styrke.