I forgårs, da jeg var i supermarkedet for at købe ind til weekenden, kom jeg til at kigge på opslagstavlen, som de har hængende lige ved indgangen. En pige efterlyser sin kat, en familie vil gerne sælge nogle hundehvalp, der var flere, som eftersøgte hjælp til rengøring, og en enkelt, som tilbød at komme og male væggene til en rimelig timeløn.
Tiltrækkende maler – måske
Der var ikke rigtigt noget, som var tiltrækkende. Måske maleren. Det kan godt tænkes, at jeg ikke selv gider at male stuen selv. Det er ellers et projekt, som skal udføres snart. Jeg noterede telefonnummeret. Hundehvalpene så søde ud på billedet, som fulgte med opslaget. Godt, at ungerne ikke var med på indkøb. De ville bare begynde at plage om en hund. De har allerede været godt i gang med det. Men det går ikke. Vi bor i en lejlighed, og jeg synes, det er synd for en hund, at den skal være lukket inde, alene, imens vi er på arbejde og i skole. Det har jeg prøvet at forklare mine børn. Det er ret hårdt ikke at ville imødekomme deres ønske, men jeg ved godt, hvem det er, som ender med at skulle lufte hunden. … .
Mens jeg lagde varerne i indkøbsvognen, kom jeg til at tænke på, at det egentlig er lidt pudsigt, at der stadig hænger opslagstavler i næsten alle supermarkeder, jeg kommer ind i. Alle har da adgang til Internettet i dag. Mere end 95% af befolkningen har internet. Så kan vi ikke se opslagene via sites på det? Ja, ok, servicerer opslagstavlerne så de sidste 5%, som ikke er på internettet? Det er jeg ikke sikker på.
Internet på en korkplade?
Jeg tror mere, at det er et levn fra, dengang man brugte brugsforeningerne som et mødested. Altså det er en måde at sende meddelelser om det, man gerne vil sælge eller yde eller købe til hinanden på. Uden om de officielle kanaler. Altså en måde at tale med hinanden på. Jeg ved det ikke!
Men det er da påfaldende, at der også er opslagstavler på universiteterne, eller ambassaderne eller andre sådan store steder. Selv fandt jeg engang et fritidsjob under et studieophold i udlandet. Jeg havde været på det lokale konsulat, og så et opslag, der, som handlede om en gut, der havde brug for en dansktalende medhjælper. Den hang på en opslagstavle med kork – dem elsker jeg bare! Sådan nogen her: https://justmore.dk/kork-opslagstavler Jeg fik jobbet. Lille løn, men nok, til at jeg kunne komme i byen med de nye studiekammerater.
Opslagstavlen lever
På instituttet, hvor jeg er ansat nu, har vi også en opslagstavle. Her er det mest opslag, som handler om studerende, som søger bolig eller bofæller, jeg ser. I ny og næ kommer der også et opslag om interne møder på instituttet. Vi har nemlig indført den politik, at vi gerne vil inddrage de studerende i instituttets planlægning for det kommende semester. Det har vi oplevet, giver gode resultater. Og vores studerende er glade for at få indsigt i, hvordan administrationen bliver varetaget.
Naturligvis, vi undgår ikke konflikter med nogle af de studerende. Vi taler nemlig meget politik. Og nogle af de mere rabiate, de møder altid op, hvis de har set opslaget.