Er der noget, som jeg hader og elsker på samme tid, så er det at være hos tandlægen. Jeg – ligesom så mange andre danskere – bryder mig ikke om at gå til tandlægen. Det er egentlig ikke, fordi det gør ondt. Og det er heller ikke, fordi min tandlæge ikke er en venlig mand. Der er bare noget med tandlægebesøg, som er ubehageligt. Så når jeg er hos tandlægen, så møder jeg altid op lige præcist til tiden. Det gør jeg, fordi jeg vil have tandrensningen overstået hurtigst muligt. Og jeg har altid et håb om, at kunden, der har tid lige før mig, har aflyst, så jeg kan undgå den obligatorisk halve times ventetid. Men det sker aldrig.
Tøj i store størrelser
På den anden side, så kan jeg altså godt lide at sidde der i venteværelset og kigge i de gamle dameblade, han har liggende på sofabordet. Det er altid lidt sjovt at se, hvad der var på mode for 3 år siden. Det er også sjovt at læse om ’de kendte’ for 3 år siden. Mange af dem er slet ikke kendte mere. Lige nu sidder jeg og kan høre, at min tandlæge er ved at bore i en tand på den kunde, der har tid før mig. Jeg kan ikke høre, hvad de siger til hinanden, jeg kan bare høre, at kunden ikke bryder sig om behandlingen. Du ved: tonelejet.
Artiklen i damebladet, som jeg sidder og bladrer i, har en signalerende titel: ”Tøj i store størrelser”. Nå, er det nu noget med moden, som den var for 3 år siden? Jeg kigger på de farvestrålende billeder af kvinder, der virkeligt har former. Og som bærer farverigt tøj. Med god stil. Og med smil, der udstråler selvtillid.
Myterne om store piger
Artiklen forsøger at gennemhulle myterne om, at store kvinder altid er glade. Om at de ikke har selvtillid osv. Det er en artikel, vi alle sammen har læst mange gange. Denne gang er den bare formuleret på en lidt anden måde. Myterne om, at store kvinder er glade, bliver gjort til skamme. Artiklen fortæller også, at store kvinder er ligeså intelligente, som alle andre. Ja, naturligvis. Alligevel, så synes jeg, at artiklen i damebladet holder fast i myterne: Billederne af de store damer, der bærer det mest moderigtige dametøj i store størrelser, viser alle sammen kvinder, der ler, og som fjoller rundt. Der er ikke et billede at se af en kvinde, der ser alvorlig ud. Deres makeup er perfekt. De har haft en god stylist med til fotograferingen. Håret sidder perfekt. Og tøjet folder de helt rigtige steder på deres kroppe.
Jeg sukker. Bladrer videre i damebladet. Kan høre, at tandlægen er ved at være færdig med patienten før mig. Jeg kan høre, at tandlægen lige vil se ham inde på sit kontor, og at de skal booke en tid til ham i næste uge. Jeg lægger bladet fra mig. Folder armene foran mig. Skutter mig. Lige om lidt er det mig, der skal ind i tandlægestolen. Jeg kan høre, assistenten gør rent. Hun spritter stolesædet af og lægger nyt værktøj på bakken. Fylder det lille krus med vand.
Jakker i fødselsdagsgave
Jeg har haft fødselsdag for nylig. Det var en dejlig dag. Jeg havde inviteret nogle af vores venner til middag, og vi havde en rigtig hyggelig aften sammen. God mad, god vin og godt selskab. Mere ønsker jeg mig ikke. Sådan havde jeg i det mindste erklæret overfor min søde husbond.
Men det passede altså ikke. Ikke sådan, at jeg løj for ham. Jeg var bare ikke klar over, hvor skuffet jeg blev over ikke at få den jakke, jeg har ønsket mig, i fødselsdagsgave af ham. Jeg har jo haft ham med nede i storcenteret for at se på jakker til kvinder sammen med mig. Jeg har brugt forskellige undskyldninger for at vise ham den. Sådan noget med, at jeg gerne vil være med på moden – men diskret – eller hedder det casually fashionable? Noget i den retning. Jeg har også mindet ham om – mange gange – at vi får gæster på min fødselsdag.
Underfundige budskaber
Jeg har sådan set sendt ham alle de budskaber, jeg kunne om, at jeg gerne ville have den jakke i fødselsdagsgave. Men, mænd er mænd – åbenbart! Jeg fik slet ikke nogen fødselsdagsgave. Der var ikke nogen stor, blød pakke, der lå og ventede på mig, da jeg vågnede op til et flot dækket morgenbord på min fødselsdag. Der var heller ikke nogen stor, blød pakke lagt ind på stuebordet om eftermiddagen, lige inden vores gæster ankom. Lidt skuffende. Men jeg holdt skansen og lod, som om at jeg ikke skænkede det, en eneste tanke. Jeg havde jo travlt med at holde gryderne varme og suppen i kog. Samtidigt med at bordet skulle dækkes, og jeg skulle finde proptrækkeren frem. Det er sådan et ritual, vi har herhjemme, når vi skal have gæster. Min mand trækker altid proppen ud af vinflaskerne i god tid, så vinen kan få lov til at ilte, og alle duftene kan få lov til at komme frem. Han elsker god vin og ved meget om det. Selv drikker jeg ikke vin. Højst et halvt glas.
Suppe når kulden er der
Min eksotiske suppe var ved at nå kogepunktet. Den må gerne næsten koge. Men den må ikke spilkoge. Så bliver alle mine anstrengelser ødelagt.Vi har godt nok reservemad parat med vores måltidskasser fra Aarstiderne – men alligevel.
I min skuffelse over slet ikke at få nogen fødselsdagsgave af ham koncentrerede jeg mig om suppen. Farverig og nærende. Og supergod på en kold efterårsdag. Lige noget alle i familien sætter pris på. Og jeg ved, at vores gæster også sætter pris på den suppe.
Gæsterne ankom. De fik en velkomstdrink, og vi satte os til bords. Børnene i den ene ende. De havde givet mig en flot sweater i fødselsdagsgave. Vi og vores gæster sad i den anden ende af bordet. Vi sludrede og hyggede. På et tidspunkt spurgte min veninde min mand om, hvad han har givet mig i fødselsdagsgave. Han rødmede og sagde, at han ikke har givet mig noget. Endnu. Den jakke, han ved, jeg ønsker mig, kommer først hjem til forretningen i næste uge. Så han har ikke købt den endnu. De har den kun i meget store størrelser.