Vi har haft vinterferie, som slet ikke har været ferie for mig. Jeg har arbejdet meget hårdt for at få mine børn aktiveret med forskellige, små ting. Jeg har faktisk formået at omdanne mig til en moderne Jørgen Clevin – eller Shane, som jeg tror, han hedder i dag. Jeg har kæmpet med at få mine børn væk fra deres tablet og ind ved køkkenbordet, så vi kunne have lidt tid sammen. Jeg har forsøgt med at involvere dem i at bage lækre kager til eftermiddagskaffen. Jeg har forsøgt med at lære dem om planterne ude i haven. Især dem, der titter frem nu, hvor sneen er ved at være væk. Jeg har forsøgt mig med at være skrap. Jeg har forsøgt mig med at være kærlig eller bedende.
Bedste resultat
Det bedste resultat opnåede jeg, da jeg hentede gamle ugeblade, papir, sakse, tråd, stof, farveblyanter og lim i forskellige udgaver. Jeg fandt på, at vi skulle lave collager. Og det blev faktisk en stor succes. Jeg fik mine børn beskæftiget i flere timer. Uden at de kom op at skændes. Jeg fik dem til at forstå, at verden er meget rigere, når vi gerne vil have, at den er det. Jeg fik lært dem lidt om farveteori og om, at man har lov til at skabe sit eget univers en gang imellem. Jeg fik lært dem, at man ikke er tvunget til at være i cyber-universet, der hedder enten Tik-Tok, Instagram eller Facebook hele tiden.
Det var faktisk en god erfaring. Både for mine børn og for mig. Jeg troede faktisk ikke på mig selv, da jeg fortalte min mand om den dag, hvor vi lavede collage. (Min mand arbejder på et hospital i Norge og kommer kun hjem hver 14. dag – i en weekend.) Han var da også ret imponeret over nogle af børnenes værker. Fx det som vores mellemste har lavet.
Bobleplast er genialt
Hun er god til farver, men havde udviklet en teknik med at stemple akrylmaling på papir med bobleplast. Hun har lavet nogle ret flotte collager og ’malerier’. Faktisk er der et af dem, som vi gerne vil bruge penge på at få lavet en ramme til. Hun bliver sikkert glad for at se, at vi kan lide hendes ’kunstværk’. Men det er sådan set ikke det vigtige i det, jeg vil fortælle dig her. Det vigtige er, at jeg har formået at give mine børn nogle få og simple redskaber. de kan bruge til at slappe af med, når verden bliver lidt for hård at være i. Og det sker. Og når det sker, så er det godt at kunne omsætte sin angst, glæde, bekymring, eller hvad det nu er til noget, der giver minder, og som gør, at vi kan huske. Det er lærerigt. Det er måske ikke rivende, ny videnskab. Men det virker. Og det er sundt for alle at kunne udtrykke sig på forskellige måder. Om det er via brug af genbrugspapir, bobleplast og akrylfarve, eller om det er via musik eller sang, er totalt ligegyldigt. Vi skal bare finde det medie, som vi har det bedst med.
Det at købe gavepapir
Jeg ved ikke, om I kender det der click-away system hjemme i Danmark. Men her under coronakrisen, og lockdown er det den eneste måde, vi kan købe andre varer end fødevarer og medicin her i byen på. Det fungerer på den måde, at vi skal bestille varerne enten telefonisk eller via forretningens e-shop. Så får vi en ordrebekræftelse og et telefonopkald, hvor vi så fastsætter et mødetidspunkt. Så møder man op udenfor butikken, betaler for varerne via sit betalingskort og får varerne udleveret. Systemet blev indført her af flere grunde: For det første vil staten forsøge at holde handel i live. Handel er rygraden i økonomien.
Svært for posten
For det andet blev systemet indført, fordi på et tidspunkt blev presset på postvæsenet for stort. (Jeg kunne komme med en lang politisk tale om min holdning til det her. Men det vil jeg undlade at udsætte dig for at skulle læse om!) For det tredje: Eksperterne mente, at ved at holde folk væk fra at opholde sig fysisk i butikker, ville smitten af corona formindskes. (Om de havde ret, skal jeg nok skåne dig for at fortælle dig min mening om her.) Jeg er personligt ikke glad for systemet. Jeg kan se fordelen, i at jeg ikke skal vente på postvæsenet. Men det er altså ikke befordrende for, at jeg køber flere varer, når jeg skal aftale møder, bruge tid og penge på transport ind til butikkerne, som ligger inde i byens centrum. Om det så bare er noget så enkelt som gavepapir, jeg skal købe.
Min nye dille
Ikke desto mindre, så måtte jeg bare have fat i et stort stykke lærred, som jeg kan male på. Det er min nye dille: At male. Og jeg har fundet ud af, at jeg er god til det. Jeg vidste det faktisk godt, men havde ligesom glemt det. Men nu, hvor jeg har masser af tid, hvor jeg ikke ser mine venner eller går til koncerter, men er tvunget til at blive hjemme, ja, så skal tiden jo gå med noget.
Så jeg bestilte et lærred på 1x2m. Det er ret stort. Og da jeg ikke kører bil selv, så måtte jeg have fat i en taxa for at kunne komme ind og hente det. Dertil, så godt. Men hjemturen blev lidt af et eventyr. Jeg skulle jo have mit nye lærred med mig hjem. Og hvordan får man det? Ja, man spørger, om man kan få et stort paprør i butikken, som lærredet kan ligge i. Det kan jo rulles, uden at det kommer til skade. Men nej, jeg havde jo ikke bestilt et paprør, da jeg sendte ordren. Så, jeg måtte nøjes med en lille plasticpose (af genbrugsplast, ja!). Det var regnvejr, og posen kunne ikke dække hele lærredet. Så øv.
Jeg kom hjem med et drivvådt lærred indpakket i miljøvenlig indpakning, som stadig ligger til tørring på et tørrestativ ude i køkkenet. Ret irriterende. Men det er betingelserne, vi har her. Hvordan er det der, hvor du bor? Håber, det er lidt nemmere for dig at handle. Jeg håber også, at du stadig holder afstand, afspritter hænderne, og i øvrigt går med maske. Vi har jo lang tid foran os endnu, inden vi kommer tilbage til nogenlunde normale tilstande.